Ude Møde

UDE MØDE

samarbejde udenfor

Møder med enkelte eller flere deltagere kan med fordel flyttes udenfor, og varieres med en kombination af at gå, sidde eller stå.

Det kan kræve planlægning at finde et godt mødested, hvor det fx er muligt at stå frit eller sidde beskyttet, fx af hensyn til fortrolige samtaler.

Udendørs møder kan også blot udgøre én del af et møde, f.eks ved at lægge en Walk & Talk ind, eller samles stående udenfor, hvis der fx skal informeres om gruppearbejde eller når der på anden vis skal gives relevante informationer.

Hvis der er brug for at vise en præsentation under mødet, kan dette evt. foregå indenfor i forbindelse med opstarten af mødet, og inden man flytter udenfor. Alternativt kan man printe de væsentligste slides eller lade mødedeltagerne tilgå præsentationen på deres mobil.

GODE RÅD TIL ET SUCCESFULDT UDE MØDE

  • Sørg for at have fundet et passende mødespot inden mødets start
  • Brug evt. Google Maps til at lokalisere et godt sted, der både tilbyder natur og læ. Besøg gerne stedet inden mødet
  • Gør det tydeligt i mødeindkaldelsen, at samtalen foregår udendørs, så der er mulighed for at have fodtøj og overtøj klar inden mødet er sat til at starte
  • Få evt. etableret et ”mødelokale” Ude Møde – i jeres mødekalender system
  • For at Ude Mødet skal opleves positivt, er det vigtigt at deltagerne oplever, at stedet føles rart og trygt; fx at det er omkranset af træer eller buske og uden for meget støj
  • Når møder afholdes udenfor, kan der komme pludselige overraskelser – en gren falder af et træ, en flok fugle flyver op eller et dyr titter forbi. Dette er netop noget af dét, som gør det spændende at være udenfor, og som kan gøre mødet til en særlig og positiv oplevelse for deltagerne

SMUT UD FOR ET BEDRE SAMARBEJDE

Forskning indenfor udepædagogik og naturpsykologi viser, at møder i naturen gør os mere samarbejdsvillige, og at vores relationer til hinanden bliver mere jævnbyrdige. På den måde kan møderne bidrage til at nedbryde fastlåste samarbejdsmønstre og hierarkier mellem mødedeltagerne.

Smut Ud!